19 september 2007

SEVA cup

Billede fra SEVA-cuppen (SEVA = South East Volleyball Association) et par weekender siden, hvor vi atter indtog førstepladsen. Mere info om vores kampe den dag kan findes på hjemmesiden.

16 september 2007

The MF2s

Det er et stykke tid siden jeg har blogget. I løbet af den næste uges tid vil jeg opdatere bloggen med lidt billeder.
I mellemtiden kan I studere simpsonificeringen af mit gamle matfys hold. Se om I kan spotte Tim, Janus, Morten, Frank, Lars, Andreas og undertegnede ...

07 september 2007

Fysik og kunst

I forbindelse med Århus festuge vil der være et kunstværk som baserer sig på videooptagelser af ioner der er kølet ned til en-hundrededel grad over det absolutte nulpunkt. Kunstværket er skabt i samarbejde med mit gamle laboratorie (Michael Drewsen) og kunstner Christian Dietrichsen.

Jeg synes at det er en super ide at kombinere naturvidenskab med kunst, så hvis I mangler noget at lave i weekenden kan I jo kigge forbi! Man kan læse mere om arrangementet i ingeniøren.

17 august 2007

TV indslag fra Vejers

TV indslag fra beach volley i Vejers kan findes her. Det er vores dommer der fløjter i indslaget. Desværre viser de ikke noget fra bolden han fløjtede igang. Jeg havde ellers et vindersmash som sagde "swushhh". Æv ...

12 august 2007

Ferie

Nu lakker min sommerferie mod enden. Jeg har været hjemme i Danmark. Først for at spille beach volley ved Vejers strand (Nestea tour) og dernæst for at besøge mine forældre på Mors.

Der er sket store ændringer siden sidst jeg var på besøg. Mine forældre er flyttet over i den nye præstebolig (til højre i billedet). Den gamle hvide præstebolig (venstre i billedet) skal rives ned, hvilket sker engang til efteråret. Det føles ikke så mærkeligt som jeg troede at skulle sige farvel til sit barndomshjem, men nu er det jo også mange år siden jeg boede der.

De sidste par dage jeg er i Danmark vil jeg tage et smut til Århus og ellers kommer jeg ikke til Århus igen før den første weekend i oktober ...

02 august 2007

Brian Potter

Tak til Frank Nasser og Tim Wille-Jørgensen for at afsløre Brian Mikkelsens alter ego!


01 august 2007

Solformørkelse 2008

Om præcis et år vil det være muligt at opleve total solførmørkelse, hvis man befinder sig på det rette sted. Jeg har skumle planer om at tage til Novosibirsk på det tidspunkt for at se den.

Mere information om solformørkelsen:
http://www.clocktower.demon.co.uk/eclipse2008t/
http://sunearth.gsfc.nasa.gov/eclipse/solar.html
http://home.cc.umanitoba.ca/~jander/tot2008/tse08intro.htm

Her er hun!

29 juli 2007

Ny guitar

Efter en længere pause på bloggen er jeg nu tilbage igen. Skrivelysten har ikke været så stor på seneste med alt det man kan foretage sig udenfor.

Jeg har lige købt en akustisk guitar (Yamaha). Det er den lækreste guitar jeg nogensinde har haft og jeg er sikker på at jeg lyder meget bedre når jeg spiller på den. Jeg er allerede i fuld gang med det Johnny Cash nodehæfte jeg fik af Signe og Niels da de var på besøg. Mit nye mål når jeg nu øver mig er at inkludere sang. Det har hidtil været forsømt en del.

Når jeg bliver rigtig god vil jeg gerne være ligeså cool som Jimi Hendrix var i Stokholm anno 1967 (videoen)

22 juni 2007

Seven Sisters

Sidste weekend var jeg i Seven Sisters med nogle venner. Her er et gruppebillede af os (med undtagelse af John som tager billedet). Og nej, disse venner er generelt hverken fysikere eller volleyspillere.

I kan se at Sian, som står i baggrunden, er ivrig efter at komme ned til pubben ...

11 juni 2007

Et lille billede og forklaring på d-pole

OK nu kan jeg ikke strække den længere. En d-pole er en "dangerous" pole, dvs. en telefonpæl der ikke er sikker at klatre op i, som teknikeren ellers ville være nødt til for at skifte kablet. Enden på historien er at de nu vil skifte telefonpælen og så skifte kablet. Det er en hastesag ifølge BT-manden, men indtil videre er der ikke sket særligt meget mere i sagen.

I mellemtiden kan I jo kigge på et billede fra weekenden, hvor jeg lånte noget hår, så jeg kunne se fin ud på billedet.

05 juni 2007

Knas på linien

På billedet kan I se udsigten fra mit soveværelsesvindue. Det ligger ud til baghaven. Kablerne, der går på kryds og tværs af billedet, er telefonkabler og som I nok kan se ender de i et træ. Aj, det er bare gas ... Der er faktisk en telefonpæl bag træet, som kablerne ender i.

Når træet fra tid til anden svajer i vinden arbejder det på kablerne og dette kan efter nogle måneder give knas på linien. Det er selvfølgelig sket på min linie og derfor har jeg ringet til British Telecom (BT) og bedt dem ordne det.

Teknikeren var på besøg i mandags. Han mente først at han kunne skifte kablet, så gik han ud og kiggede på det; kom tilbage og sagde så at han ombestemt sig. Han kunne alligevel ikke skifte kablet. Og grunden til det (nu kommer hele pointen med historien)? Trommehvirvel ...

Jo ser I, telefonpælen er klassificeret som "d-pole"!

Cliff hanger:
Følg med i bloggen de næste dage for at få teknikerens forklaring på hvad en d-pole er. I har måske allerede gættet det?

Beach BBQ

Nu er det for alvor blevet sommer i Brighton. Mine weekender føles som små sommerferier. I denne weekend var jeg ved stranden begge dage. Lørdag var det for at spille beachvolley. Det vil jeg nok gøre som et fast indslag om lørdagen resten af sommeren. Niveauet er en del under hvad jeg vant til fra indendørs volley. Det er nok fordi at den høje pris på beachvolley i Brighton holder de fleste garvede spillere væk. Men det er hyggeligt, giver god fysisk træning og så er publikum i barfodscafeen nem at imponere hvis man faktisk ligner en rigtig volleyspiller.

Søndag var jeg på stranden for at grille med mine venner fra arbejdet og venners venner fra nær og fjern. Der blev spillet frees bee og Vikingespil. Det sidste var meget populært, så jeg har lovet at jeg vil importere et fra Danmark næste gang jeg er hjemme.

29 maj 2007

David Lynch

Hmm, i fredags fik jeg set "Inland Empire" som er instrueret af David Lynch. Det er nok den mærkeligste film jeg nogensinde har set. Plottet er stort set umuligt at gengive. Her er hvad Lynch selv har sagt om det:
(It's) about a woman in trouble, and it's a mystery, and that's all I want to say about it.
Der er nogle fede elementer i filmen. Den lækreste detalje er scener fra en familie med kaninhovender som dukker op indimellem (billedet).
Det meste af tiden var jeg dog hægtet af, hvilket jeg også tror at der er meningen med filmen; som en anmelder beskrev filmen: "damaging for your sense of time and personality." -Meget rammende, men jeg vil alligevel gerne se den endnu engang.

22 maj 2007

Tina Dickow

I aftes havde jeg en formidabel aften i selskab med Tina Dickow og vel et par hundrede andre tilskuere. Med undtagelse af et nummer (på billedet som Peter har sendt mig) var det Tina Dickow alene på scenen med sin guitar. Til min overraskelse spiller Tina faktisk en gedigen spade og hun krydrer det med en sprudlende musikalitet.

Oveni det eksperimenterede hun denne aften med at sample sig selv og køre sine samples i loop. På denne måde kunne hun agere kor, rytme og forsanger på en gang. Det lyder som om det kunne gå galt (og jeg har set andre gøre tvivlsomme forsøg på Youtube), men det fungerede fantastisk; nok mest fordi Tina er så cool på scenen.

Brighton publikummet er totalt nede med hendes sange og jeg vil godt stå inde for at hun er en århusianer vi kan være lidt stolte af.

Jeg vil sikkert se hende igen når lejligheden byder sig. Med eller uden band ...

UPDATE: Tina har selv skrevet om Brighton koncerten i sin dagbog (under "MAY 22ND")

21 maj 2007

Hvad jeg går og laver


Upsa da! Så gik der lige en uge uden jeg fik skrevet i bloggen. Jeg har da ellers lavet et par ting i mellemtiden. Jeg har været ude og spise to gange; en gang på The Fish Factory med volleyholdet, og så var jeg også på tapasrestaurant i fredags. Jeg har også hørt lidt funky livemusik med et lokalt band på en bar/restaurant der hedder OHSO social.


I aften skal jeg til koncert med Tina Dickow på spillestedet Komedia. Hun har vist base i London nu, hvor hun promoverer sin musik under navnet Tina Dico (det tætteste englænderne kommer på en fonetisk stavemåde af hendes navn uden det bliver for mærkeligt).

14 maj 2007

Sidste volleykamp ...

... var i East Grinstead i aftes; tre sæt, cheesy chips, a pint of lager og så hjem igen.

Derudover har jeg brugt weekenden på at reparere min DVD afspiller, der har fået et anfald af tilsyneladende uhelbredelig hikke. KÆMPE krise for nu kan jeg ikke høre mine CD'er derhjemme.

Istedet kunne jeg så more mig over at englænderne synes verden er imod dem fordi ingen stemte på deres talentløse Melodi Grand Prix bidrag, dvs. lige pånær Malta, som gav dem toppoint, og Irland der også lod lidt falde af til naboen.

Eller jeg kunne prøve at spotte Kylie Minogue som netop har været på husindkøb i Brighton. Billedet illustrerer hvordan det nok ville tage sig ud.

07 maj 2007

Lidt billeder

Her er et par billeder fra forrige weekend, hvor Signe, Niels og jeg var i London for at besøge Louise. Det første er fra Picadilly Circus og det andet er fra Hyde Park (taget i omvendt rækkefølge).

30 april 2007

SVA cup


Worthing volleyklub havde to herrehold og et damehold med til Sussex Volleyball Association (SVA) cup i søndags. Vipers (det hold jeg spiller på) spillede sig igennem nogle spændende og tætte kampe til finalen, hvor vi mødte Dolphins. Vi spillede bedst af tre sæt og Dolphins tog det første sæt i fremragende stil. Vi var rystede men kom stærkt tilbage og vandt finalen. Dermed har Vipers taget 'the Double' for 6. år i træk, dvs. vundet både cuppen og Sussex league.

Jeg vil i den forbindelse lige flashe min medalje. Sådan en kan jeg ikke huske at jeg har fået siden folkeskolen.

Om aftenen var vi på indisk restaurant (for mit vedkommende for anden aften i træk) og pub i Worthing.

Niels og Signe besøg

Endnu et besøg af familien. Denne gang var det brormand Niels og Signe. De brugte det meste af tiden i London, men tog til Brighton hver aften for at overnatte hos mig. I lørdags tog jeg med dem til London, hvor vi shoppede lidt. Dvs. Signe tog på shoppingtur med hendes veninde Louise (bor i London), mens Niels og jeg vandrede lidt rundt i Covent Garden. Tilfældigvis stod vi lige pludselig udenfor Porter House ("How did this happen?"), så vi måtte se os nødsaget til at nedsvælge en pint af deres egen bryg.
Senere mødtes vi med pigerne igen, hvorefter den stod på Hyde Park i sommervarmen. Om aftenen spiste vi på indisk restaurant inden vi vente næsen hjemad igen.

Desværre ingen billeder. Måske kan Niels eller Signe hjælpe mig her ...

23 april 2007

Sussex league vinder

I aftes skulle vi møde Adur på udebane i den afgørende kamp om at vinde årets Sussex league. Adur er bestemt det stærkeste hold vi kan møde i Sussex league, så vi var forberedte på at det kunne blive en gyser, som så ofte før når Vipers og Adur har mødtes. Men vi var klar fra start og tromlede over dem i første sæt. Andet sæt kom vi bagud fra starten og måtte desværre give sættet væk. I tredje og fjerde sæt viste vi igen tænder og der var ingen tvivl om vi skulle vinde de sæt.
Adur har nogle teknisk gode spillere, som individuelt er stærke, så det blev en virkelig velspillet og underholdende kamp.

Vipers er altså for 6. år i træk det stærkeste hold i Sussex league og det er til trods for at vi i år har haft en større udskiftning af truppen, som lige nu består af ni spillere. Der er ingen mulighed for oprykning medmindre vi vil spille National league, men det er der ingen ambitioner om.

Nigel's klubmeddelse:
Many congratulations to the Vipers who have won the league again with a 3 – 1 win over Adur last night.

This year’s success is particularly creditable considering the very strong opposition offered by Adur and Dolphins. Well done to Anders, George and Rob for helping us maintain the Club’s tradition!

Efter kampen var vi naturligvis på pub for at fejre. Desværre var der ikke noget bad i hallen pga. renovering, så vi måtte klare os uden. Det tror jeg ikke de andre gæster bemærkede.

22 april 2007

Skovtur

Der er kommet kulør på Brighton:

Det giver jo lyst til en tur i skoven. I dag har jeg travet lidt i Stanmer park, som ligger lige ved siden af mit arbejde. For en gangs skyld huskede jeg kameraet. Klik på billedet for at se flere billeder fra turen.

Huskeliste til næste gang: Ipod og en bog.

12 april 2007

Hjemme igen ...

... har jeg lagt hårdt ud med en volleykamp mod Saints, som vi vandt 3-0. Selvfølgelig fik jeg også lidt røg for at have misset træningen de sidste to uger. Næste kamp er mod Adur den 22. april. Den bliver afgørende for om vi vinder tuneringen igen i år, da de er klart det stærkeste hold vi kan møde.
Bortset fra det er foråret for alvor skudt igang. Skoven er ved at blive grøn og meteologerne lover op til 24 grader i weekenden. Allerede nu er det t-shirt vejr for de modigste.

04 april 2007

Flyttet

Så er jeg flyttet til den ny lejlighed. Selve flytningen klarede jeg sammen med en englænder og en polak fra firmaet "Man with a Van". Jeg valgte det firma pga. det seje navn og fordi de har yderst rimelige priser. Det tog en time at flytte, hvilket de skulle have sølle 65 pund for og det hele foløb godt.

Min nye lejlighed er lys, stor nok og rar, så ovenpå det hele er jeg egentlig tilfreds med at have flyttet. Eneste minusser er at den ligger ud til en befærdet vej og at den nok kan være lidt kold i vinterperioden, men det sidste tager vi til den tid.

Om nogle timer flyver jeg til Danmark for at holde påskeferie på Mors og lidt i Århus. Det har været nogle hektiske dage og nu glæder jeg mig til lidt luftforandring.

27 marts 2007

Tommy Seebach

Jeg kan simpelthen ikke lade være. Her har I Tommy Seebachs Apache-video fra 1977. En af danserne er Louise Frevert, som idag repræsenter Dansk Folkeparti i folketinget. Jeg er ret sikker på at vi havde et gult indianertelt magen til det i videoen da vi var børn.

26 marts 2007

Volleyball i UK og DK

I aftes vandt Vipers (os) en 3-0 sejr over Excite i en uinspireret kamp på hjemmebane. Det er vores sidste kamp inden vi skal møde Adur, som nok vil give os mere modstand.

Mere interessant er det at mit gamle TST hold i lørdags vandt over Åbyhøj i sæsonens sidste kamp og dermed afslutter sæsonen ubesejret. Det betyder at de har sikret sig oprykning til Jyllandsserien. En ting er at inden denne sæson startede var det givet at holdet stod for tur til oprykning, at de ydermere rent faktisk har opfyldt denne målsætning med stabilt spil (formoder jeg) og hårdt arbejde er fremragende. Et STORT tillykke herfra!

Stilling findes her.

18 marts 2007

Beachvolley


Denne weekend har vi indledt beachvolley sæsonen. Vi spillede på det nyåbnede Yellowave i Brighton (billede fra hjemmeside). Vejret var temmelig blæsende og lidt koldt, men vi spillede alligevel næsten 2 timer. Good stuff!

Yellowave er et lækkert sted med plads til 6 volleybaner, der også kan konverteres til strand fodbold, footvolley og andre useriøse sportsgrene. Der er også en klatrevæg og en barfodscafe. Stedet har god stemning og superflinkt personale, så jeg vil bestemt komme der henover sommeren.

17 marts 2007

Sweet Lorraine

Lillebror Niels og hans legekammerat Morten har indspillet lidt "live in the studio" rock en sen aften. Tjek det ud her. Duoen truer med at indspille mere, knapt så live, på et senere tidspunkt.

15 marts 2007

London III

I weekenden var jeg atter i London. Denne gang for at mødes med Hella og Klaus. Vi tog en tur på Imperial War Museum (ingen billeder desværre), som er et ret imponerende museum med et par ordentlige drengerøvskanoner der pryder indgangen. Vi så udstillinger om første og anden verdenskrig og en udstilling om Holocaust. Jeg kunne nok bedst lide Holocaust udstillingen selvom det er et uhyggeligt emne. Udstillingen var pebret op med lyd- og videoklip, både fra den tid og nogle nutidige interviews af overlevende jøder. Det virker ret stærkt når man hører de frygtlige historier fra første hånd. Der var en lærer derinde med sin klasse (ikke ret gamle) samtidig med os. Idet de så billeder af Nazister der udførte deres grusomme ugerninger var børnenes reaktion at spørge læreren om "Hvorfor gør de det?". De kunne simpelthen ikke forstå at man kan gøre et andet menneske fortræd uden grund. Måske er der håb for fremtiden...

Om aftenen var vi en tur på Porter House, hvor der var et liveband som spillede covernumre. Jeg tror at over halvdelen af de spillede numre findes i min CD samling (ACDC, Police, Led Zeppelin, ...), så musikken var perfekt og de gjorde det godt.

07 marts 2007

London II

I søndags, efter mine forældre var taget til Gatwick lufthavn, tog jeg atter til London for at mødes med Klaus Seiersen. Det kan næppe overraske at det var god øl der stod på dagsordenen. Vi lagde ud med at spise på Belgo Centraal (Bierodrome), der er en belgisk restaurant i Covent Garden. Fra Belgo gik vi lige over gaden til Freedom Brewery pub, som har sit eget bryggeri lidt i stil med Bryggeriet Sct. Clemens i Århus. Specielt fik vi her en lager med en hemmelig ingrediens, men den smagte ret meget af "Mælkebøtteøl", som Clemens havde som "månedens øl" for et par år siden. Mmmmmmm!
Dernæst gik vi på Porterhouse som har et kæmpeudvalg af øl. De har endda en Oyster Stout der ifølge menukortet ikke er egnet for vegetarer. På Porterhouse gik vi igang med en smagning af øl fra deres eget bryggeri. Vi nåede igennem deres lagers og deres stouts før vi blev smidt ud klokken 22.00 - det er jo søndag. Næste gang må vi smage deres ales.
Resten af aftenen besøgte vi et par pubber der ikke er værd at skrive hjem om. Men det blev da også til en fish and chips, som Klaus indledte det annoncerede møde i Århus Trappelaug med (billedet).

London I


I lørdags var jeg i London med mine forældre, som besøgte mig fra mandag til søndag sidste uge. I kan se et billede af dem, hvor de står ved Themsen. Hvis de ser lidt trætte ud er det altså fordi vi på det tidspunkt allerede havde travet rundt i London i nogle timer. Vi så Buckingham Palace, Oxford Street, Covent Garden, Tower of London, Harrods og mange andre steder. Fordi vi kun havde een dag i London valgte vi bare at de fleste attraktioner udefra, men det var også fint for som I kan se på billedet var vejret godt. Inden vi tog hjem til Brighton igen spiste spiste vi på tapas restauranten Andalucia i Panton Street. Jeg skriver stedets navn her så jeg selv kan huske det til en anden gang, for det var en rigtig god resturant.
Det var rigtig hyggeligt at have besøg. Desværre skulle jeg bruge lidt tid på arbejde og boligsøgning, men mine forældre brugte så tiden på at opleve Brighton på egen hånd samt en tur til den historiske by Lewes. Sidstnævnte var vist en meget fin oplevelse for dem.

01 marts 2007

Kan jeg købe et a?

Så har jeg fundet en ny lejlighed. Jeg flytter fra Buckingham Road til Buckingham Place (med henvisning til overskriften). Jeg kiggede også på en lejlighed på Buckingham Street, men nej det var ikke fint nok, så det blev Buckingham Place istedet.
Jeg flytter ud af min nuværende kæmpestore viktorianske lejlighed først i april. Den nye lejlighed er mere ydmyg, men den er virkelig velholdt og jeg sparer en tusse i husleje om måneden i forhold til den gamle lejlighed. Jeg lejer den direkte hos nogle private og ikke gennem et agency, som det ellers er normen her i Brighton. Det har nok været med til at sætte prisen noget lavere i forhold til så meget andet bras man ellers kan spilde tiden med at kigge på.
Jeg vil da bestemt komme til at savne min viktorianske lejlighed. Selvom det selvfølgelig til tider kan være koldt med de dårligt isolerede ruder og malingen skaller nogle steder har det alligevel sin charme at stuen er en mindre gymnastiksal og at der er lysekroner tre steder i boligen. Jeg må indrømme at jeg var uforstående overfor englændernes begejstring for de gamle boliger da jeg flyttede hertil, men efter at have boet her nogle måneder er jeg selv blevet lidt vild med dem. Skulle jeg købe en bolig herovre ville jeg bestemt overveje en lejlighed fra viktorietiden til trods for dens til tider lidt upraktiske fremtoning.
I vil høre nærmere om den nye lejlighed når jeg er flyttet.

25 februar 2007

Volleykamp, Diet Coke og mentos

I aften har vi spillet mod Brighton Universitet. En lang 5 sæt kamp af svingende kvalitet på vores side, men vi vandt alligevel.
Klik her for at se en video med Diet Coke og Mentos kunst. Der er endnu mere her.

24 februar 2007

Sat på gaden

Min udlejer har netop besluttet at hun vil sælge lejligheden. Det betyder naturligvis at indenfor et par måneder skal jeg finde et nyt sted at bo. Ærgeligt for jeg kan rigtig godt lide hvor jeg bor nu og har ingen garanti for at det næste sted har de samme kvaliteter.

20 februar 2007

Verdensdansker.dk

Et par af mine venner, som også bor i udlandet, har lavet en hjemmeside for udenlandsdanskere. Verdensdansker.dk er en guide til, hvordan man bedst muligt falder til et nyt sted. Bidragene til hjemmesiden er frivillige og kommer fra danskere der har kendskab til et sted udenfor Danmark.

Jeg vil lige reklamere for en konkurrence om at lave det bedste bidrag til hjemmesiden. Du kan stadig nå at deltage!

18 februar 2007

Halvmarathon II

Så er 17th Sussex Beacon Half Marathon gennemført i tiden 1 time 51 min. Jeg fik dermed indfriet mine forventninger til min egen præstation. Det er noget af det hårdeste jeg har prøvet. Konditionen var helt iorden, men fordi jeg ikke har løbetrænet op til løbet syrede mine ben til efter 15 km og resten af turen hjem var smertefuld og langsom. Hvis jeg kan flytte syregrænsen med noget træning vil jeg nok kunne skære 10 minutter af tiden. Turen har ikke afskrækket mig fra at prøve et halvmarathon igen, så det bliver nok til et snart.
Efter løbet mødtes jeg med Ian (som også løb), Peter og Esther for at få noget pubmad (roast). Pubben ligger tæt på hvor jeg bor. Jeg kan ikke huske navnet på den, men det var virkelig godt, så det er helt sikkert et sted jeg vil besøge igen.
Resten af dagen vil jeg bruge på at komme til hægterne herhjemme. Lårene er meget ømme og jeg har meget svært ved at gå normalt.

17 februar 2007

Halvmarathon

Imorgen tidlig står den på halvmarathon. Jeg er ikke så forberedt som jeg burde være. Siden jeg meldte mig til (en uge siden) har jeg kun været ude på een 10 km tur. Det gik fint, men benene var efterfølgene meget trætte, så jeg fik ikke løbet flere ture. Det er altså den første løbetur i år. Til gengæld har jeg været på pub to gange i denne uge, hvilket jo også tæller på plussiden.

Jeg tror nok at jeg kan gennemføre løbet imorgen, men det det bliver spændende at se i hvilken tid. Da jeg meldte mig til foventede jeg 1 time 40 min, men det er vist temmelig optimistisk. Mit mål er at løbe det i tiden 1 time 50 min. I hører nærmere når jeg har gennemført.

10 februar 2007

Ups...

Jeg har netop meldt mig til et halvmarathon i Brighton næste uge...

Selvom jeg altid påstår at et halvmarathon kan gennemføres til enhver tid er jeg vist ikke løbeform for lige nu og har egentlig aldrig efterprøvet denne teori. Må vist hellere komme igang med træningen idag.

05 februar 2007

Volleyball

Sejr på udebane: 0-3 mod Eastbourne. Traditionelt afsluttet med Gutbuster hos Market Diner.

28 januar 2007

Dolphins

Vi fik revanche mod Dolphins på hjemmebane i aften i 3 sæt: 25-22, 25-15 og 25-17. Det er de samme spillere som sidst vi mødte dem, men vi spillede bare meget bedre denne gang. Det lover godt for resten af sæsonen...

Van Morrison

I aftes var jeg til min første koncert i 2007. Det var i Brighton Dome med Van "the man" Morrison, som gav en rigtig god koncert. Van er supercool når han står der på scenen iført jakkesæt, hat og solbriller, og han forstår virkelig at samle nogle gode musikere omkring sig. Han spillede et par af de gamle hits nemlig "Moondance" og "Gloria" (og måske andre som jeg ikke kender), men ikke "brown eyed girl" i denne ombæring. Van er tydeligvis i en countryinspireret periode af sin musikkarierre, hvilket jeg personligt ikke synes klæder ham så godt, men det er en mindre ting... Så fire en halv stjerne :-)

24 januar 2007

Juhuu sne!

Okay godt nok kun et par cm og den bliver vist heller ikke liggende særlig længe. Det sjoveste er at alting går istå herovre (busser og tog) hvis der falder bare en lille smule sne (en af mine kollegaer havde advaret mig - nu tror jeg på det). Jeg måtte f.eks. vente lidt over en time på toget her i morges. Når man er vant til den danske vinter kan man vist kun trække på smilebåndet.
BBC har også skrevet lidt om sneen og endda tilføjet et billede fra stranden i Brighton.

Her er et billede fra min egen have i morges. Som I kan se var der ikke faldet de store mængder her - og ja jeg har en palme i baghaven!

18 januar 2007

Volleykamp

Hjemme igen efter at have slået Dark Knights 1 - 3 på deres hjemmebane i East Grinstead. Jeps det er rigtigt, vi tog en ordentlig skraber i 3. sæt og tabte det 23 - 25. I andet sæt var det også lidt for tæt på. Det stod 23 - 18 i deres farvør da jeg skulle ned og serve, men vi vandt sættet 23- 25. Sidste sæt var en formalitet; 13 - 25 og vi var reelt ikke i fare for at tabe kampen på noget tidspunkt. Næste uge skal vi spille topkamp mod Dolphins hvilket bliver en helt anden affære.

På vej hjem fik vi os naturligvis en gut buster. Så sover man bedre...

14 januar 2007

Befri Lulu

Så er det søndag eftermiddag. Det er ikke fordi der er sket det store i min weekend, men lidt har jeg da lavet. Først og fremmest har jeg hjulpet nogle rare mennesker med at befri Lulu ved at give min underskrift, da de bad mig om det. Jeg har også shoppet lidt. Bla. en Johnny Cash biografi og en film om det legendariske rockband 'Spinal Tap' på DVD. Sidstnævnte har jeg set utallige gange, så det er vel bare rimeligt at den også er i DVD samlingen.
Jeg kan forstå at I har stormvejr i Danmark. Her har vi haft højt solskin hele dagen, nærmest forårsagtigt. Ta' den :-)

07 januar 2007

Tilbage

Så er jeg tilbage i Brighton. Det er OK, men lidt af et antiklimaks at komme tilbage til en tom lejlighed efter at have været hjemme hos familie og venner. I den forbindelse vil jeg gerne sige, at det var superhyggeligt at se Jer igen og at vi måske vil se hinanden i påsken, hvor jeg igen er i DK. Jeg kan nu se frem til et travlt forår med undervisning og mere endnu travlhed i laboratoriet. Men det bliver også et forår med volleyball, familiebesøg, længere dage og bedre vejr! Det sidste glæder jeg mig specielt meget til for indtil videre har den engelske vinter ikke været imponerende.

Jeg glæder mig også til at få et helt år, hvor jeg ikke skal skifte arbejde hvert semester og hvor jeg ikke behøver at flytte. Hvor de sidste par år har været omskiftelige og lidt rodede, kommer der mere ro på nu. Jeg er sikker på at 2007 bliver et annus mirabilis for mit vedkommende.

Apropos fremmedord, så har jeg købt et "biodynamic" rugbrød idag hos 'Taj´s'. Ifølge indpakningen betyder det(frit oversat):
Bio (økologisk) dynamic (kosmiske kræfter): landbrug med homøopatisk tilberedning i henhold til en planetarisk kalender, der går forud for økologisk landbrug.

Som deres slogan siger "Biodynamic - more than organic!" Utroligt, så meget underholdning man kan få for 2 pund...